Det myldrer med nisser, ellefolk, gengangere, kæmper og andet troldtøj ude i det danske land og dette er en lille smagsprøve. Kun meget få steder i Danmark er uden gode historier og farverige folkesagn. Her kommer der et par stykker fra Fyn, fra Svendborg, Faaborg, Assens og et fra Egeskov Slot.
I Faaborg kunne de ikke få lov at bygge kirken der hvor de ville – arbejdet blev konsekvent saboteret af usynlige kræfter. Underjordiske må have været på spil her, men vi hører ikke hvilken slags underjordiske der har været tale om. Det kunne selvfølgelig også have været den onde selv eller nogle af hans håndlangere. Vi får det ikke at vide – kun at kirken måtte bygges et andet sted. Det med at være omhyggelig i valget af beliggenhed er ikke noget nyt. Sagnet findes nedenfor.
I Svendborg ligger der en skat skjult dybt nede i jorden under bispens gamle borgbanke Ørkild – og en genganger af ædel byrd må åbenbart også være begravet her? Måske er skatten hans gravgods? Fortællingen sparer lidt på detaljerne. Der findes også en anden version af sagnet, hvor skattegraverne faktisk fandt skatten – og i deres begejstring kunne de ikke holde bøtte. Man må desværre ikke tale når man er ude efter at få fingrene i de underjordiskes sølv og guld og graver ned efter det – ak ja. Kan man ikke holde kaje indtil man er kommet hjem og under tag, så… Lang næse. Men det er atter en anden historie.
Assensegnen kan blandt andet byde på en hjælpsom trold som egentlig er en god nabo, men som også er noget nærtagende overfor folk, der ikke leverer lånte ting tilbage. Godt man ikke bruger samme praksis på bibliotekerne når vi glemmer at aflevere bøgerne til tiden!
På Egeskov slot hænger Laurids Brockenhuus’s bronzehorn i dag oppe på første sal, over døren til et af værelserne der går ud fra riddersalen. Det ser ikke ud af meget. Og hvis vi skal tage historien om at Laurids skulle have blæst i det alvorligt, så er der tale om en spøgelseshistorie. Sandheden om hornet er vist gået tabt. Der er noget i historien her, som ikke rimer.
Jeg har moderniseret stavemåden i sagnene lidt og skiftet et ord her og der, men ellers følger jeg historierne tæt.
I dag ligger Ørkild slotsbanke som en stejl bakke midt i et smukt parkanlæg i den nordlige udkant af Svendborgs centrum. Man mener at borganlægget går tilbage til 1200-tallet og måske Valdemar Sejr.
Billede credit: HenrikKbh, SvendborgØrkildborgen02, CC BY-SA 3.0
Sagnet: I Ørkel Slotsbanke ved Svendborg er der nedgravet en stor skat. Da man engang forsøgte at opgrave den, stødte man på en stor kobberport. Det var langt ud på aftenen da det skete og man udsatte derfor arbejdet til næste dag. Men da arbejdet så igen skulle begynde var alt forsvundet. På samme sted ligger også en stor kobberbro nedsunken. Stundom er det sket, at nogle karle som arbejdede der i nærheden så højen åbne sig og en stor mand til hest med blanke knapper i fin kjortel ride ud af højens port.
Borgen var omgivet af en ringmur og grave og burde have været en stærk befæstning. På trods af det, så lykkedes det Svendborgs borgere at futte den af i 1534 under grevens fejde. Borgen blev aldrig genopført. I stedet brugte svendborgenserne den som stenbrud og kilde til byggematerialer.
Af en eller anden grund gjaldt stedet i gamle dage for at være fyldt med slanger. Og så begyndte historierne at komme. Om begravede skatte, gengangere, trolddom.
Gamtofte ligger i et bølget terræn, sådan 5-6 kilometer øst for Assens, tæt på Brahesborg Gods.
Sagnet: Ikke langt fra Assens ved Gamtofte er der en høj på marken i hvilken en trold skal holde hus. Om ham fortæller man, at han skal være såre hjælpsom når godtfolk trænger til noget. Da behøver de kun at gå til højen og banke tre gange på den nordre side og dertil nævne det være sig gryde, pande eller andet husgeråd, så får de straks hvad de forlanger, men bringes det lånte ikke tilbage i rette tid så er de dødsens.
Der er ikke ret mange egentlige bakker i nærheden af Gamtofte kirke – indenfor et par kilometer ligger bare en enkelt seriøs bakke, der hedder Tokehøj og på toppen af Tokehøj ligger der faktisk resterne af en dysse eller jættestue.
Om dyssen altid har været troldebolig eller om troldene bare er flyttet ind senere, det forlyder der ikke noget om. https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/5068/
Højen er opkaldt efter Toke, og det lille naturområde Tokkelund som ligger umiddelbart øst for er nok også opkaldt efter same Toke og det er propfyldt med oldtidsminder. Deter de små brune prikker på kortet, inde i skovstykket.
Toke er kortformen af Torkil. Det er et vikingenavn, formet over gudenavnet Thor + kil som her betyder ”kedel”. Det er pudsigt, at stednavnet rummer ordet for kedel/gryde, når nu trolden i sagnet er så venlig at udlåne gryder. En tilfældighed? Her er der noget at spekulere over, ikke sandt?
Der er det sære ved Faaborg, at byen har kirketårnet et sted og kirken et andet. Det gule kirketårn er alt hvad der er tilbage efter byens oprindelige markedskirke, der var viet til Sankt Nikolaj.
Sagnet: Da svenskerne havde nedbrudt kirken i Faaborg siges der, at kongen gav byfolket et kloster, at det deraf skulle gøre en kirke. Men lige så hurtigt som man rejste murene om dagen, blev de om natten nedbrudt og stenene flyttede hen til den anden udkant af byen så man til sidst måtte finde sig i at bygge kirken der.
I senmiddelalderen var Nikolajkirken i så dårlig stand, at den blev revet ned. Tårnet blev vel bevaret fordi det var et værdifuldt sted at holde brandvagt fra, eller udkig og det var også et godt sømærke.
Man reparerede ikke Nikolaj kirke, for byen var ikke stor nok til at have behov for to større kirker. I stedet fik Faaborg efter reformationen overdraget kirken fra det nedlagte helligåndskloster. Klosteret lå i en anden del af byen, i den nordlige udkant, lavt og med dårligt udsyn over Lillebælt. Der var ingen tårn, kun en lille tagrytter. Så er det godt man beholdt det andet tårn.
For en gangs skyld i danmarkshistorien er svenskerne bedre end deres rygte – faktisk helt uskyldige! – det er ikke dem, der ødelagde Nikolaj Kirke. Svenskernes hærgen i Faaborg var slem, men det skete først ca. 100 år senere, bl.a. efter at Karl d. 10 Gustav var gået over isen til Fyn fra Hejls i 1658.
Og sådan ser hornet ud. Tak til egeskov.dk for tilladelse til at bruge billedet.
Problemet med historien ligger i årstallet på hornet. Det var 1615.
Sagnet: På den gamle gård Egeskov på Fyn boede hr. Laurids Brockenhuus. Om ham fortælles, at han var en kæmpestærk mand og at han i gårdens port lod ophænge i en stærk kæde et jagthorn. Når han kom hjem og ville kalde gårdens folk sammen, da plejede han at ride ind i denne port og at gribe fat om hornet idet han løftede sig tilligemed hesten så højt i vejret, at han kunne blæse i hornet. Dette horn gemmes endnu på gården og findes der på samme den indskrift LBH og KS 1615 hvilket betyder Laurids Brockenhuus og hans frue Karen Skram.
Karen Pedersdatter Skram var ganske rigtigt gift med Laurids Brockenhuus. De giftede sig 1571. Hun var datter af admiral og søhelt Peder Skram, der blandt andet sejrede i søslaget ved Svendborgsund i juni 1535.
Laurids var søn af rigsråd og rigsmarsk Frands Brockenhuus, det nye Egeskovs bygherre. Laurids Brockenhuus døde i november 1604, og hvis 1615 er hornets fremstilingsår, så har han med garanti ikke truttet i det.
Vi behøver derfor ikke at tage stilling til om vi tror på det med hesten og porten. Men hvad har det på sig med tallet 1615? Har du et godt forslag?