Elbflorenz kaldtes byen også – og grunden er, at Dresden i en kort periode lige før og et par årtier efter år 1700 var et europæisk kraftcenter for kultur, luksus og enevældig pragtudfoldelse. Der blev bygget prægtige palæer, der blev fremstillet fantastisk kunst og kunsthåndværk. En kort overgang var fystendømmet Sachsen nemlig ved at stige op i den europæiske superliga. Deroppe hvor man næsten kunne matche Frankrig, England eller Habsburgerne. Det lykkedes ikke. Men vil man vide noget om fyrstelig pragt er Dresden et førsteklasses rejsemål.
Mængden af pragtbyggerier fra perioden viser, at det ikke kun var tomme fantasier. Sachsen var i forvejen et temmelig velhavende område som var førende i sin region – og i dag arbejdes der ihærdigt på at Sachsen skal blive det igen. Og med nogen succes, også selv om der er udfordringer.
Stiller man sig på venstre flodbred, et par hundrede meter opstrøms fra Augustusbroen og sådan ca. overfor den verdensberømte Semper opera, så kan man stadig genkende byens profil fra Canalettoblikket. Sort snak? Ikke længe, forklaring følger fluks.
førsteklasses
Her er nemlig billedet, som den meget anerkendte venetianske maler Bernardo Bellotto (kunstnernavn: Canaletto) malede kort før 1750. Der er stilladser omkring hofkirkens tårn. Canalettos billede er malet kort før 1750 og 275 år senere er byens profil klart genkendelig. I dag står der byggekraner – der er stadig meget, der trænger til at udbedres.
Dresden ligger i det sydøstlige Tyskland, små 200 km. syd for Berlin. Byen har rejst sig igen efter det ødelæggende bombardement af centrum i slutningen af anden verdenskrig, efterfulgt af små 50 års kommunistisk administration og misadministration. For den kulturhistorisk interesserede er Dresden simpelthen en et slaraffenland. Her vil jeg blot fremhæve to områder, hvor Dresden hævede sig op i perioden mellem 1700 og 1750. Det drejer sig om guldsmedekunsten og porcellænet. Her i stykke 1 handler det om guldsmedekunsten. Så, nu nørder jeg derudaf.
Areal: Sachsen er i dag på 18.450 km2 og det er forholdsvid lidt – men det er kun et billede af situationen i dag. Landet har historisk set (ligesom Danmark) både været større og mindre.
Befolkningstal: 4.043.000 – siden firserne har der været svagt faldende befolkningstal.
Største byer: Dresden (hovedstad) lidt over 560.000, Chemnitz lidt over 245.000 og Leipzig godt 605.000 og stigende
Erhverv: Under socialismen var Sachsen et sort industriområde, men efter genforeningen er der sket en stærk strukturændring. Minedriften efter brunkul er stoppet helt. I store træk har Sachsen – modsat de fleste andre gamle DDR delstater – stort set kunne udligne det økonomiske efterslæb i forhold til det vestlige Tyskland. Blandt andet indenfor IKT og halvlederteknologien står man stærkt.
Sachsens førende kunstner indenfor guld og juveler hed Johan Melchior Dinglinger. Sammen med sine sønner var han den førende hofleverandør i denne periode når det gjaldt guld, juveler, ædelmetaller og de genstande der kunne laves af dem. Hans mest kendte værk hedder Hofstaat zu Delhi am Geburtstag des Großmoguls Aureng-Zeb. Det er et tableau med 132 forgyldte og emaillerede figurer og forestiller en fødselsdagsfejring hjemme hos Stormogulen i Indien. Det er et af verdens kostbareste guldsmedearbejder.
Det er også et vidne om tidens fascination af kineserier og det fjerne østen. Dinglinger måtte digte sig til hvordan sådan noget kunne se ud og hente inspiration fra rejsebeskrivelser og nogle få bogillustrationer.
Aureng-Zeb er en virkelig person, han herskede i mogulriget i de nordlige Indien i overgangen fra 1600 til 1700. Det er forresten hans mor Mumtaz Mahal der ligger begravet i det berømte Taj Mahal i Indien – og han selv døde i 1707. Men det er et sidespor.
Dette værk kan beses i det berømte museum “Neues grünes Gewölbe” hvor det er relativt let at få billetter, men ikke altid muligt samme dag, specielt for større grupper.
Dinglinger og hans familie og hjælpere arbejdede i ca. 8 år på at fremstille tableauet som stod færdig i 1708. Under fremstillingen medgik der 5223 diamanter (ja, du læste rigtigt), 189 rubiner, 175 smaragder, 53 perler og 1 safir – foruden en mængde guld og sølv. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om hvor meget der er gået med. Og her er der et billedudsnit så man kan se hvad de sådan har gået og nulret med i 6-8 år før de blev færdige.
Dinglinger lavede mange andre ting, for eksempel en temmelig voldsom opsats til at stille et kaffestel på. Dresden er stedet, hvor porcelænet blev opfundet eller opdaget netop i disse år, og i starten gjaldt porcelænet som noget vældig fint og eksotisk, som den vildeste luksusartikel, nærmest at betragte som det hvide guld. Og fyrsten samlede på porcellæn – og kaffestel. Det skulle stilles frem og beundres af hustes gæster.
Der kunne være brug for en opsats. Den skulle imponere. Dinglinger måtte i gang med at lave en anordning. Ikke bare en hvilken som helst anordning. En kongelig anordning. Nedenfor ses resultatet:
Det ligger lige for at undre sig over ideen i sådan et spektakel. Hvad skal det gøre godt for med sådan noget? Og svaret er: det her er fra tiden inden IKEA blev mainstream og skal illustrere klasseforskellen mellem en hjulbenet skrædder og den absolutte monark af Guds nåde. Monarken har råd til sådan noget upraktisk og grotesk unyttigt tingeltangel, og han har folk til at støve det af og behøver ikke at spørge hvad dimsen koster. Hvis du overhovedet kan få ideen, at “so ein Ding müssen wir auch haben” så er den ikke dyr nok. Frem med nogle flere diamanter, prisen skal op!
Det skal selvfølgelig ikke hindre os i at beundre guldsmedens store kunst. Det helt store kaboom af en udstilling finder man forresten i Historisches grünes Gewölbe, i hvert fald hvad angår kostbarheder, måske ikke så meget i forhold til skønhed. Her betaler det sig at bestille billetter hjemmefra, for det er sjældent muligt at komme ind direkte fra gaden, og i hvert fald slet ikke hvis man kommer i flok.
Desværre er det ikke tilladt at fotografere derinde og jeg har holdt mig til anvisningen, så jeg har ikke billeder derindefra. Hvis man føler at det kildrer ved synes af kaffestellet og opstillingen af stormogulens fødselsdag, så er det et besøg værd. Jeg nævner lige at i en af de sidste sale er der udstillet diverse garniturer.
Når fyrsten syntes “idag har jeg lyst til at gå med rubiner” så var der et sæt med knapper, skospænder, en paradekårde, en broche m.m. Jeg husker ikke om der også var en rubinbesat bukseknap med i sættet, men det ville ikke overraske mig. Og hvis det ikke passer i farven, så kan vi jo bare bruge smaragder eller diamanter eller safirer eller en af de andre. Jeg mener der var en 6-8 forskellige sæt. Ikke noget billigt skidt som halvædelstene. Personalet syr dem på min kongelige vest i nat, mens jeg sover.
Link: Dresden som kulturhistorisk Mekka #2