Vil man se historisk porcelænskunst af det fineste, så er Dresden et godt sted at besøge. Der er meget at se. Først og fremmest er der selvfølgelig fabrikken i Meissen, som ligger ca. 30 km. væk. Meissen er kort og godt verdens første og ældste porcelænsmanufaktur og måske er det også den dyreste.
Her findes der et lille museum, hvor man kan se forskellige figurer og genstande. Nogle af dem blev designet af J J Kaendler i 1730-erne og stellene er stadig i produktion ca. 300 år senere. Der er for eksempel et stel, der hedder snebold som stadig fremstilles. Svanestellet er et andet stel, der stadig er i produktion. Det er dyrt. På Dresdner Neumark er der forresten et udsalg af Meissen porcelæn, og hvis man alligevel er der for at se Frauenkirche, så ligger det skråt overfor indgangen.
Her kan man danne sig et indtryk af hvordan snebold-stellet ser ud i den virkelige verden. Et par hundrede tusind for en suppeterrin er jo da bare et greb i lommen, eller? Billedet er af en vase fra snebold stellet, den er ca. 20 cm. høj. Jeg tog billedet i Meissen i august 2020 og prisen er angivet i Euro. En hurtig omregning og den kostede DKK 52.100,-
Og så er der selvfølgelig fyrstens historiske porcelænssamling. Den er udstillet i Zwinger og fordi porcelæn er en mere eksotisk interesse end guld og ædle stene, så er der ikke så meget tilstrømning. Det forstår jeg sådan set godt.
Når man har set de første 25 tallerkener med forskellige varianter af hvidt pocelæn med blå dekoration eller musselmalet, så er man mæt og bagefter kommer man til den ene Ming-vase efter den anden. Ja, Ming-vaser. Ming var det dynasti, der herskede i Kina fra 1368 til 1644 og når Ostindienfarerne tog porcelæn med hjem fra Kina, så var det Ming. Og senere var det så opkaldt efter næste dynasti: Qing. Og det var ikke så fint og kostbart.
Ikke overraskende er det normalt let at komme ind på porcelænsmuseet for det er en nørdet interesse og ikke for alle. Men på den anden side: Der er også egentlige kunstgenstande af porcelæn derinde, så det er for tidligt at give op på forhånd. Husker du følelsen af at se opstillingen med Aureng-Zeb eller anordningen med kaffestellet, begge til en pris der i deres egen tid kunne have betalt for et halvt dusin mellemstore herregårde? Hvis du skulle have glemt hvordan det føltes, så kan du få oplevelsen genopfrisket på porcelænsmuseet.
Samtidig skal man ikke være blind for at der er tale om stor kunst. Man behøver ikke at kunne lide det eller synes det ville se godt ud hjemme i vitrinen. Men man kan anerkende at designet er gennemført og kvaliteten for den tekniske udførelse nærmer sig grænsen for hvad der er menneskeligt muligt. Det er netop det, der gør det til kunst. Kunst kommer af at kunne det svære og få det til at se let og ubesværet ud. Så blev det afklaret!
Og på den lidt længere bane: porcelænet er et væsentligt men lidt overset fremskridt for civilisationen. Det handler om hygiejne. Stentøj og fajence tåler ikke temperaturchock. Det sprækker i glasuren eller den springer af i flager. Det er skørt og man slår let stykker af det. Det suger fedt og væsker til sig og hvis det ikke går i stykker først, så bliver det hurtigt ulækkert. Trætallerkener er ikke lækre, tintallerkener indeholder bly og er mere eller mindre giftige. Hvad ville et moderne køkken være uden porcelænstallerkener og fade? Et badeværelse uden fliser og de virkelige hårde hvidevarer som håndvaske og toiletkummer? En operationsstue? Det er næsten umuligt at forestille den moderne verden uden porcelæn.
Og det fremskridt har vi alle fået adgang til, fordi August den stærke, fyrste af Sachsen og konge af Polen og en rigtig spradebasse fik den ide at “ansætte” en alkymist i Dresden til at producere guld til sig. I stedet fik han porcelænet, og siden fik vi andre adgang til det også. Men først da det ikke længere var eksotisk, sådan som alle udstillingsgenstandene i porcelænsmuseet er det. Eksotiske, altså.
På det tidspunkt havde vores bedsteforældre også fået råd til at samle på porcelænsfigurer, juleplatter og mågestel.