Jeg hedder Lars Larsen, og i årenes løb har jeg suget en masse til mig. Det vil jeg gerne dele med mine gæster. På billledet står jeg i Galway og er i gang med at fortælle legenden om The Claddagh Ring. Guldsmedebutikken ses i baggrunden. Det er midt på gågaden i den by, hvor det efter sigende skete: Galway på den irske vestkyst. Tak til Mette for fotoet. Uden dig havde jeg ikke haft et ordentligt billede. Der er nemlig beklageligt snævre grænser for hvad man kan med en selfiestick uden at gøre sig selv til grin.
Vi skal ud og se verden sammen, og der skal følge gode historier med. Den om The Claddagh Ring er en værre en. Den er irsk og det hele foregik sent i det 17. århundrede hvis man altså tror på historien. Det er noget med kærlighed, en helt ved navn James, pirater, fangenskab som slave hos hedningene i de varme lande, standhaftig kærlighed, en kæreste der hed Mary og et fuldstændig syret happy end med patriotiske overtoner. Mere irsk kan det ikke blive.
De sidste 11 år har jeg boet på Fyn, og jeg synes at her er ualmindeligt dejligt at være. Først var vi i Lundeborg, som virkelig var et dejligt sted. Og nu i Odense, og det giver nogle fordele i forhold til trafik og rejser, for trods al sin skønhed ligger Lundeborg der hvor vejen ender. Jeg har også boet længere tid i Sønderjylland, også i Ribe og Århus og mine første 12 år tilbragte jeg i Glostrup.
Jeg arbejder på timebasis som lokalguide. Det er mest på Fyn og Langeland. Ikke fordi jeg har noget imod resten af landet. Tvært imod. Ved længere opgaver kan man med fordel bruge mig som rejseleder.
Og som rejseleder arbejder jeg først og fremmest i Europa. Skandinavien, England, Irland, Tyskland, Østrig, Frankrig, Italien og Donaulandene – og i princippet også nogle flere. Om det er en flyrejse eller vi skal med tog, bus eller skib er ikke så vigtigt for mig. Bare turen er interessant. Og det er de, turene.
Min almene viden og mine sprogkundskaber. Jeg har samlet en del eksamensbeviser i tidens løb. De vigtigste som rejseleder er nok en bachelor i historie og en cand. phil. i idehistorie. Og så har jeg lang erfaring fra voksenundervisning. Bare rolig, jeg præker ikke når vi er ude – men jeg har lært at fortælle en god historie og normalt arbejder jeg uden manuskript. Jeg har opbygget et godt lager af historier, og hvis jeg har brug for en ny, så ved jeg hvor man finder en i en snæver vending.
