Credit: Johanning, Muckross Abbey 2013, CC BY-SA 3.0

En romantisk middeladerruin: Muckross Abbey, Irland

Irland er et af de mere populære rejsemål, og det er let at forstå. Klimaet er behageligt om sommeren og mildt resten af året – og helt generelt er vejret væsentligt bedre end sit rygte. Når bjerge og grundfjeld ikke stikker op, så er naturen er frodigt grøn i Irland, i det mindste når man ikke er ude i tørvemoserne. Og landet er billedskønt. Og irerne: venlige og hyggelige mennesker som er lette at omgås.

Der er også et mylder af historier at fortælle om Irland. Nogle handler om politik og historie, om irernes lange frihedskamp. Andre om irere som havde et dramatisk liv. Og så er der jo alle historierne om fairies, de underjordiske. Her kommer der en om en klosterruin.

Muckross Abbey

Muckross Abbey er – eller var – et Franciskanerkloster og havde en omtumlet historie, det blev angrebet gentagne gange, også af irske bander og der blev endeligt sat punktum i 1654, hvor klosteret blev brændt ned af Cromwells tropper og ikke kunne genopbygges. Ikke fordi der manglede munke eller vilje. Men fordi katolikkerne var politisk mistænkelige for den engelske krone og man simpelthen ikke fik lov. Det var en del af undertrykkelsesprocessen.

Få gamle bygninger er intakte

Når man rejser gennem Irland vil man blive slået af, hvor få intakte historiske bygninger der faktisk er udenfor Dublin og Cork. Temmelig lidt fra middelalderen har overlevet og det har meget at gøre med to ting. Der var der ikke ret mange byer i Irland i middelalderen så de eneste bygninger af betydning var kirker, kloste og borge. Og der var mange oprør. Før eller senere kom man til at holde på den forkerete hest, og så risikerede man at hytten blev brændt af. Og hvis man holdt på den rigtige hest på det forkerte tidspunkt: samme resultat.

Middelalderens kirker og klostre var ofte katolske. Den engelske krone stolede ikke på katolikkerne. Klostre og kirker blev nedlagt eller ødelagt eller overtaget af anglikanerne. Altså er der et rigt udvalg af ruiner rundt omkring, og Muckross Abbey er en af dem.


Østfacaden på Muckross House, Credit: Emmett.Hume, Eastern Facade CC BY-SA 3.0

Muckross House and Gardens

Killarney ligger i County Kerry i det yderste sydvest af Irland, og her ligger også Muckross House. Der er et ganske stort manorhouse, omtrent hvad man i Danmark ville kalde et herresæde, sådan et med omkring 50 værelser 2 toiletter, og en natpotte til personalet. Deres kamre er ikke talt med – kun beboelsen. Det med toiletterne er ikke en vittighed. Muckross House var et af de første steder i Irland, der fik træk og slip.

Hus Park Have Klosterruin

Muckross House er omgivet af en stor victoriansk have – der er en egentlig park som er noget af det smukkeste. Der er også en meget vellykket nedsænket have og en fuldstændig fantastisk stenhave. Tanken er selvfølgelig nærliggende i Irland og specielt i grevskabet Kerry hvor grundfjeldet aldrig er langt borte. Her er der en knold, der stikker op lige ved siden af huset og hvad kan sådan en ellers bruges til?.

Beliggenheden er midt i noget af det bedste natur, Irland har at byde på, lige ud til Muckross Lake og Lough Leane og centralt i Killarney National Park.

Huset og den omgivende viktorianske park er en stor seværdighed i egen ret, men her skal det handle mere om noget andet,  ruinen fra Muckross Abbey, som ligger en god kilometer længere nede ad stien og er en del af den samlede Muckross pakke.

Ruinen…

Ruinen

Ruinen er alt i alt i god stand. En del af forklaringen er, at man faktisk har været ude med murerskeen og vedligeholde stedet. I romantikken omkring 1800 værdsatte man jo romantiske middelalderruiner her i Europa, specielt ridderborge og klostre, og sandsynligvis derfor er blev Muckross Abbey blevet bevaret så godt. Der er også sat store sten-epitafier op derinde – sådan nogle store tavler med billeder og tekst af typen om den ædle højvelbyrdige hr Etellerandet, herre af Dit og ridder af Dat som i sin alders treoghalvtredsindstyvende år blev bisat her ved siden af sin kyske og fromme kone o.s.v. o.s.v. De er noget nyere end ruinen. Mindetavle? Eller nogen er blevet begravet derinde?

Kirkegården er i brug igen

Det er i hvert fald godt sådan, for de er blevet stationer på tidens vej inde klosteret og de er med til at gøre ruinen til et romantisk og stemningsfuldt sted, nu to hundrede år senere. Muren rundt om klostert er forlængst væk.  Og i mellemtiden har man genoptaget det at begrave lokale familier på kirkegården. Nye og gamle gravsten står mellem hinanden, lige bagved hegnet græsser køerne, i sprækken mellem buskene titter søen frem og man fornemmer bjergene ude i distancen i den blå dis. Mere romantisk fredfyldt kan det næsten ikke blive, vel?

Bemærk at køerne er sorte, det er meget mistænkeligt, så det vender vi tilbage til.

Blikket mod sydvest, oppe fra ruinen af Muckross Abbey.

Muckross Abbey – klostergården med den monumentale taks

I klostergården står der en stor taks. Kusken på en af de der hestetrukne Jaunting Cars der fragter turister rundt i den store park ved Muckross fortalte mig, at træet stammede tilbage fra klosterets grundlæggelse. Og det var sådan en rigtig irsk tilgang til at fortælle, en hvor facts ikke må få lov at stå i vejen for den gode historie. Da han først fortalte mig at klosteret var fra 1348 blev jeg mistroisk, for 1348 er det år den sorte død bredte sig gennem Europa. Det var ikke et godt år at bygge i.

Muckross Abbey klosterruin med den monumentale taks

Årstallet 1348 er let at huske og spiller hundrede år fra eller til nogen som helst rolle når man hygger sig og musikken spiller? Historien bliver vel højst bedre af det?

Jeg er ikke helt uenig i det synspunkt, meeeen… Og måske var jeg også ved at blive lidt mistroisk på det her tidspunkt. Øjeblikket inden havde kusken nemlig forklaret at de der sorte køer der græssede på græsgangene rundt om klosteret var noget særligt for Irland. Det tror jeg gerne, men jeg tror altså ikke på at de giver Guinness i stedet for mælk.

Det rigtige svar fra Tante Google

Træet er et par hundrede år gammelt, og formentlig fra sent 1600-tal. Og hvornår blev klosteret så grundlagt? Det blev det i 1448. Det er stadigvæk middelalder. Stedet er stadigvæk smukt og stemningsfuldt og med en vidunderlig beliggenhed i Killarney National Park. Nogle gange er man tilbøjelig til at overvurdere værdien af facts.

DISCLAIMER: Dette gælder ikke i forbindelse med køreplaner eller telefonnumre.

På vej tilbage fra klosteret til Jaunting Cars – hestevognene kører tilbage til hovedbygningen

Men måske bliver man jo tørstig eller lækkersulten? Eller smådeprimeret af at opleve slægternes gang og historiens tragiske begivenheder og har behov for at trøstespise? Så er der ikke langt til den store cafe ved Muckross House hvor der er både kaffe, softice og meget andet godt at få. Men vistnok ikke Guinness.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *